Tre kvæstet i voldsom ulykke
Overført til sygehuset
Tre personer er bragt til hospitalet efter en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse i Nordsjælland torsdag.
Kort før klokken 13 har politiet endnu ikke oplysninger om, hvor alvorlig tilskadekomst der er tale om.
Nordsjællands Politi oplyser til Ritzau, at man modtog en anmeldelse torsdag klokken 11.23.
Der er tale om et frontalsammenstød mellem to biler, umiddelbart nord for der hvor Brødeskovvej krydser Forlængelsen, som strækningen, der er en motortrafikvej, kaldes.
Rammes jævnligt
Strækningen rammes jævnligt af ulykker.
Den er karakteriseret ved, at dele af den er en såkaldt 2+1-vej, hvor der skiftevis er to vognbaner i den ene retning, skiftevis to i den anden.
Tidligere i år mistede en 18-årig kvinde fra Skovlunde livet i en ulykke på strækningen.
Spærret i begge retninger
I forbindelse med torsdagens ulykker er vejen blevet spærret i begge retninger, og det har skabt kø på strækningen.
Ifølge politiet foretager flere bilister U-vendinger for at komme væk, men ordensmagten henstiller til, at man lader være, da det kan være farligt - i øvrigt er det i strid med reglerne i færdselsloven.