Tre drenge sigtes for skud mod asylsøgere

Tre 15-årige er blevet anholdt af politiet for skud med softgun, mens en dreng under 15 år er blevet afhørt

Offentliggjort Sidst opdateret

Hændelse med softgun ved Skærbæk Asylcenter

Tre 15-årige drenge anholdt og en yngre dreng afhørt efter skud med softgun mod beboere på asylcentret i Tønder Kommune.

Efterforskningen omfattede vold og forsøg på vold. Politiet øger nu patruljering for at sikre beboernes tryghed.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tre 15-årige drenge er blevet anholdt efter to tilfælde af vold ved Skærbæk Asylcenter, hvor flere beboere blev udsat for skud med plastikkugler fra en softgun.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.

Yderligere en dreng, der er under 15 år, er blevet afhørt, oplyser politiet.

Erkender

- Alle fire erkender, og de tre anholdte er løsladt efter afhøring, men sigtelsen er opretholdt. Den mindreårige drengs sag er overladt til de sociale myndigheder, lyder det i pressemeddelelsen.

Hændelsen skete søndag den 8. september omkring klokken 19.30. Her blev flere beboere på asylcentret i Tønder Kommune udsat for skud fra en softgun - herunder blev en 13-årig pige ramt, men kom ikke alvorligt til skade.

En softgun er en legetøjspistol, der skyder med plastikkugler. Ofte ligner softguns til forveksling et rigtigt våben.

Eftersøgte gerningsmænd

Politiet troede først, at der var tale om skud fra en paintballpistol, men har efterfølgende rettet det til en softgun.

Efter hændelsen, der ifølge politiet blev efterforsket som et tilfælde af vold og et tilfælde af forsøg på vold, ledte politiet efter gerningsmændene.

I en pressemeddelelse torsdag, blev de beskrevet som to yngre mænd på en rød knallert. Begge var iført mørkt tøj.

Øget patruljering

Fredag mener politiet så at have anholdt de ansvarlige bag hændelsen.

Politiet er desuden i kontakt med Tønder Kommune og Asyl Syd, der driver asylcentret, om at sikre beboernes tryghed, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Som led i det tryghedsskabende arbejde har politiet også øget patruljeringen i området, lyder det.

Powered by Labrador CMS