Tre dræbt i helikopterstyrt

Det formodes, de døde er piloten og to passagerer

Tre personer er søndag dræbt i en helikopterulykke
Tre personer er søndag dræbt i en helikopterulykke

Tre mennesker er døde i en helikopterulykke i Tyskland søndag.

Helikopteren styrtede ned i en skov nær byen Buchen i delstaten Baden-Württemberg søndag eftermiddag.

- Vi formoder, at der var en pilot og to passagerer, siger en talsmand for politiet.

Han kan ikke umiddelbart oplyse identiteten på ofrene.

I første omgang var der ikke klarhed over, hvor mange personer, der havde været om bord på helikopteren. 

En af de omkomne blev fundet 50 meter fra det sted, hvor helikopteren var styrtet ned.

Spredte vragdele

Vragdele var spredt over et område på flere hundrede meter midt i skoven, oplyser politiet. Det ligger strøet på jorden og hænger ned fra træerne.

Resterne af et af rotorbladene kunne ses. Men mange andre vragdele kunne ikke identificeres, fordi de tilsyneladende var blevet knust ved styrtet.

- Situationen er enormt deprimerende, siger en polititalsmand, der befinder sig på stedet.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad der forårsagede ulykken.

Redningsarbejdere på stedet

Et stort antal redningsarbejdere var søndag eftermiddag på stedet. De fortsatte deres arbejde efter mørkets frembrud.

Det er ikke ventet, at der vil blive fundet hurtige svar på, hvad der forårsagede ulykken.

- Det vil tage land tid, før alle spor er sikret og analyseret, siger polititalsmanden.

Det kan tage flere måneder, før den tyske havarikommission har en rapport klar.

Helikopterulykker er sjældne i Tyskland. Sidste år blev der registreret fire ulykker med helikoptere i den civile luftfart. 

Ingen mennesker blev dræbt eller kom alvorligt til skade i de fire ulykker.

Powered by Labrador CMS