Tre børn dræbt: Tilbage i retten
Lasse Burholt, der for otte år siden blev dømt for uagtsomt manddrab, skal i retten for to nye voldsomme fartovertrædelser
For otte år siden kørte Lasse Burholt tre børn ihjel i T-krydset Lendumvej/Bredmosevej, da han ramte den bil, som de sad i.
Han fik en dom for uagtsom manddrab, fordi han kørte for stærkt, og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.
Nu skal dødsbilisten i retten igen i Hjørring fredag - denne gang for to nye fartovertrædelser, hvor han ifølge anklageskriften har overskredet den tilladte hastighed med mere end henholdsvis 60 procent og 30 procent.
Det skriver Ekstra Bladet.
Kørte mindst 135 km/t
Lasse Burholt er tiltalt for at have kørt mindst 135 kilometer i timen på en strækning, hvor hastighedsgrænsen var 80, på Hjørringvej tæt ved Frederikshavn i november 2020, og for den 20. april sidste år at køre mindst 83 kilometer i timen på Hunetorp Klitvej i et sommerhusområde syd for Blokhus.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en ubetinget frakendelse af førerretten.
-Man kan ikke sammenligne det
Ekstra Bladet har spurgt 47-årige Lasse Burholt, hvorvidt han ikke har lært noget fra den tragiske dødsulykke.
– Det har intet som helst at gøre med det, der skete dengang i juli 2013. Man kan på ingen måde sammenligne det, siger han til mediet.
Børnenes mor også sigtet
Moderen til børnene, der sad bag rattet i den påkørte bil, og den fem måneder gamle søn Torben slap med livet i behold for otte år siden.
Børnenes mor blev selv sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, da hun svingede til venstre fra Lendumvej og ind mod Bredmosevej.
Men hun fik ifølge anklagemyndigheden tiltalefrafald, fordi hun på det personlige plan var blevet straffet nok.