Tre-årig hårdt kvæstet på legeplads
En dreng på tre år er kommet til skade i en daginstitution i Nyborg Kommune, der beskriver det som alvorligt.
En treårig dreng er onsdag blevet indlagt på hospitalet efter en ulykke på en legeplads i en daginstitution i Nyborg.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Politiet modtog anmeldelsen 13.39 og efterforsker i øjeblikket omstændighederne omkring ulykken.
Der er tale om en alvorlig ulykke, bekræfter direktør i Nyborg Kommune Marianne Stentebjerg over for TV2 Fyn.
Der er tale om Naturbørnehaven Myretuen, som er en del af den integrerede daginstitution Vibereden i Ullerslev.
Personalet handlede angiveligt lynhurtigt og ydede førstehjælp til den lille dreng.
Krisepsykologer på stedet
- Vi har haft krisepsykologer til stede derude lige fra det blev konstateret til nu. De har talt med personale ved og omkring børnene og forældrene, siger hun til mediet.
Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs (V) siger til TV2 Fyn, at han har aflyst et planlagt møde om budgettet onsdag aften på grund af ulykken.
På mødet skulle et budgetforlig underskrives, men sammen med de øvrige partier har borgmesteren vurderet, at fokus skal være på ulykken.
Hånd om personalet
Marianne Stentebjerg fortæller desuden, at der tages hånd om personalet på daginstitutionen. Forældrene har desuden modtaget en besked fra kommunen om, at der torsdag vil være ekstra personale til stede.
De pårørende er underrettet, skriver politiet.
Mens politiet onsdag eftermiddag efterforsker hændelsen, vil det ikke kommentere yderligere.