Trampet halvt til døde
En mand er mandag blevet varetægtsfængslet for grov vold mod en anden mand, der nu ligger i koma
En 41-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et overfald på et 50-årigt offer på Lindholm Station i Nordjylland.
Det skriver TV2 Nord.
Gerningsmanden er blevet sigtet for at have udøvet et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, skriver mediet.
Kender hinanden
Ifølge Nordjyske kunne vagtchefen i politikredsen søndag aften fortælle, at de to mænd kender hinanden, og at den 50-årige mand ligger i kunstig koma, men er i stabil tilstand.
Overfaldet skete søndag omkring klokken 17.00 ved Lindholm Station i Nørresundby.
Ifølge de lokale medier skubbede den 41-årige sit offer, som faldt til jorden.
Stor skade
Herefter slog han forurettede med knyttet hånd, trampede og hoppede på ham, hvilket forårsagede stor skade på offeret.
Den 50-årige har pådraget sig blødninger, samt et kæbe- og kraniebrud.