Sikkerhedsstyrker i skududveksling på universitet

Der er udbrudt en kamp mellem sikkerhedsstyrker og bevæbnede angribere på et universitet i Pakistan.

På TV-billedet her kan man se soldater, der rykker ind i en redningsaktion på det pakistanske universitet. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag morgen dansk tid udbrød en kamp mellem sikkerhedsstyrker og bevæbnede personer, der angreb et universitet i Pakistan.

CNN skriver, at der er blevet affyret skud inde på Bacha Khan University i det nordvestlige Pakistan, og at der er både lærere, elever og administrativt personale på stedet.

Op mod 50 personer skulle være såret og evakueret fra universitetsområdet. Nye meldinger lyder på, at flere personer er dræbt. Associated Press skriver, at en professor og en studerende er døde i forbindelse med angrebet, mens Sky News oplyser, at to af angriberne er blevet dræbt af politiet. Der er stadig gerningsmænd løs på området, og skudvekslingerne fortsætter. Klokken 08.48 dansk tid skriver BBC, at op mod 20 personer meldes dræbt.

Ifølge andre medier er der også meldinger om eksplosioner i forbindelse med angrebet på universitetet. Mindst tre personer er set storme universitetet.

En talsmand for det lokale politi har ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters fortalt, at det er uklart, hvor mange bevæbnede angribere, der er tale om, men at politiet er i gang med en aktion.

– Vi har igangsat en operation inde på universitetet og forsøger at redde elever og personale, sagde han.

Et øjenvidne fortæller til BBC, at der udbrød kaos, da først lyden af skud brød frem.

– Vi hørte skud fra bagsiden af universitetet. Vi troede, der var en slåskamp. Så tog skuddene til og vi sagde: “Gå ind i værelserne, lad være at gå ud, siger han.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Taleban har taget skylden for angrebet. En journalist har talt med en af bevægelsens ledende figurer, Umar Mansoor.

– Vores fire selvmordsangribere stod bag angrebet på Bacha Khan University i dag.

Powered by Labrador CMS