Trækker biler op af havn
Bilerne er formentlig blevet kørt i havnen med vilje, lyder det fra politiet
To biler blev tirsdag trukket op af Haderslev havn i forbindelse med eftersøgning af en 55-årig mand.
Politiet har ikke meget viden om bilerne i skrivende stund, men det har dog en klar teori om, hvorfor de er endt i havnen.
- De er kørt i med vilje, og man prøver at identificere dem. Ruderne er rullet ned, og det gør man, når man forsøger at få vand ind i bilen så hurtigt som muligt, siger kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi Helle Lundberg til Newsbreak.dk.
Ryger til skrot
Det er dog langt fra sikkert, at nogen får glæde af, at bilerne er blevet fundet igen.
- De er så møgbeskidte, at de er svære at identificere. Og ejerne af dem har jo sikkert allerede fået erstatning, så de ryger til skrot, siger Helle Lundberg til Newsbreak.dk.
I forbindelse med efterlysningen af den 55-årige forsvundne mand, har politiet onsdag sat lighunde i Haderslev Havn i et forsøg på at finde manden.
De har fundet en livløs person i vandet, der nu skal identificeres.