Topspiller fængslet: Sigtet for voldtægt

Sendt bag tremmer i foreløbig ti dage

Offentliggjort Sidst opdateret

En professionel fodboldspiller er blevet anholdt af politiet, der blandt andet har rejst sigtelse om voldtægt begået på et hotelværelse.

Det kom frem i et retsmøde i Københavns Byret lørdag.

En dommer har siden valgt at varetægtsfængsle manden i ti dage.

Manden nægter sig skyldig. Det oplyste hans forsvarer, advokat Tenna Dabelsteen, inden dommeren ved grundlovsforhøret lukkede dørene for offentligheden tidligere på dagen.

Navneforbud nedlagt

Dørlukningen skyldtes hensynet til politiets videre efterforskning. Sagen er på et tidligt stadie, bemærkede dommeren.

Fodboldspilleren blev fængslet i ti dage.
Fodboldspilleren blev fængslet i ti dage.

Han har desuden besluttet at nedlægge navneforbud. Forbuddet mod identifikation omfatter også de tre personer, som er angivet som ofre i sagen.

Den påståede voldtægt skete på Hotel Imperial i København i april. Ifølge den sigtelse, som anklageren læste op, skal der være tale om andet seksuelt forhold end samleje.

Tvunget til oralsex

Offeret blev tvunget til at give den sigtede oralsex, hævdes det. Flere gange sagde offeret stop og forsøgte i øvrigt at gøre modstand. Forbrydelsen fandt sted i løbet af nogle timer sidst på dagen.

Desuden mener politiet, at manden i juli og i august har krænket to kvinders blufærdighed. I begge tilfælde var der tale om uønskede kys.

Powered by Labrador CMS