Tømmer sø i uhyggelig sag
Aktivitet tæt på gerningssted, hvor tre blev fundet døde
Beredskabsstyrelsen har torsdag arbejdet med at tømme en lille sø i landsbyen Vejrumbro øst for Viborg, hvor en 49-årig kvinde og hendes to døtre på 11 og 14 år blev fundet døde søndag i sidste uge.
Det er politiets hypotese, at kvinden har slået sine børn ihjel og derpå taget sit eget liv.
Den uhyggelige sag har kastet mørke skygger over det lille samfund, og mandag inviterede politiet indbyggerne og folk fra nærområdet til et informationsmøde for at komme den værste utryghed i forkøbet.
Det var som et led i efterforskningen, at søen i dag blev tømt.
- Helt normalt
Efterforskningsleder Poul Fink siger til Newsbreak.dk, at tømningen af den lille sø tæt ved gerningsstedet er normal procedure ved en grundig efterforskning.
- Søen er et nærområde til et gerningssted. Det kunne også have været en fodboldbane. Det er vores opgave at finkæmme området. Måske finder vi intet af relevans for sagen. Måske finder vi noget, der styrker eller svækker vores hypotese, men den skal under alle omstændigheder undersøges for at vi kan sige, at vi har gjort arbejdet ordentligt, siger Poul Fink til Newsbreak.dk.
- Hvis der er afgørende nyt, skal vi nok melde det ud, slutter Poul Fink.