Toldere gør stor fangst ved den dansk-tyske grænse

Kvinde kan forvente at skulle betale over en halv million kroner i afgift, told og moms

Offentliggjort Sidst opdateret

Toldere ved den dansk-tyske grænse gjorde onsdag et stort fund.

I en bil, som tolderne undersøgte, blev der fundet fem papkasser, der indeholdt i alt 1130 ulovlige e-cigaretter – de såkaldte puffbars. 

Den kvindelige passagerer i bilen forklarede, at hun havde købt dem.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Glæder sig over succes

Denne fangst kommer netop efter en endnu større beslaglæggelse tidligere i november, hvor det drejede sig om 7932 puffbars, der også blev fundet i en bil. 

”Det glæder os, at vi har haft succes med at fjerne yderligere en stor mængde puffbars fra markedet. Vi kan ikke gentage det for tit: puffbars er utrolig farlige. Der kan være store mængder nikotin i dem, ligesom der er fundet farlige stoffer i puffbars. De smager måske sødt, men indholdet er farligt”, siger vicepolitiinspektør Karsten Høy, Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Regning venter

Kvinden kan nu forvente en regning på afgift, told og moms, som er beregnet til over 500.000 kroner. 

Derefter følger en straffesag.

”I Toldstyrelsen ser vi flere og flere sager med forsøg på indsmugling af ulovlige varer, og denne sag er endnu en kedelig påmindelse om, hvorfor det er nødvendigt med en stærk kontrolindsats og et tæt samarbejde mellem politi og toldere langs grænserne,” siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard. 

Mand sigtet for ulovlig kniv

Den mandlige fører af bilen blev desuden fundet i besiddelse af en ulovlig kniv. 

Det er han sigtet for.

Powered by Labrador CMS