To ramt af skud

Ofrenes tilstand er ukendt

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 06.51: Politiarbejdet i krydset Ring 4/Sortemosevej er overstået, og der er nu åben for trafik i begge retninger.

To mænd er natten til tirsdag blevet ramt af skud i Herlev.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

På Twitter skriver politiet tidligt tirsdag morgen, at betjente siden klokken 01.00 har været talstærkt til stede i området ved Hækmosen og Krebsdammen.

De to mænds tilstand kendes ikke, og politiet har ikke umiddelbart andre oplysninger i sagen. Der er heller ikke nogen meldinger om anholdte.

Det ventes, at efterforskningsarbejdet kommer til at fortsætte ud på formiddagen tirsdag, skriver politiet.

- Vi er i området, mere kan jeg ikke sige, oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Ring 4 spærret

Ring 4 er spærret i begge retninger på strækningen mellem Hillerødmotorvejen og Klausdalsbrovej som følge af skyderiet. Spærringen ventes at blive opretholdt en "lille times tid", skriver politiet på Twitter klokken 05.40.

I forbindelse med efterforskningen hører politiet gerne fra vidner i området, der skulle have hørt skud eller have set noget mistænkeligt omkring klokken 01.00.

Fjerde skudepisode

Skudepisoden er den fjerde på mindre end en uge i hovedstadsområdet.

Torsdag eftermiddag blev en mand i midten af 20'erne dræbt af skud omkring Nørrebrogade. Fredag blev en 17-årig bulgarsk dreng dræbt i en frisørsalon i Islev i Rødovre, hvor også en 15-årig dreng og en 28-årig mand blev såret.

Og lørdag aften blev en 39-årig mand hårdt såret af skud på en vandpibecafé på Åboulevard i skellet mellem Nørrebro og Frederiksberg.

Det vides ikke, om skyderiet natten til tirsdag har forbindelse til de andre skudepisoder.

Tirsdag morgen er der fortsat spærret på Motorring 4, Herlev.
Tirsdag morgen er der fortsat spærret på Motorring 4, Herlev.
Powered by Labrador CMS