To meter lang Pytonslange løs i villakvarter
Ikke set siden torsdag morgen
En kongepyton er løs i et villakvarter ved Silkeborg.
Det skriver tvmidtvest.dk.
Det er en beboer, Leila Moselund, i Astrid Lindgren-kvarteret, der har "mistet" sin slange.
To meter lang
Den er to meter lang og ikke sådan lige at overse.
Den er konstateret forsvundet torsdag.
Leila Moselund opdagede torsdag morgen, at slangen ikke var i sit bur længere.
Nu håber hun, at nogen opdager den to år gamle slange, som i øvrigt er hunkøn.
- Kontakt mig
- Hvis man ser hende, vil jeg gerne kontaktes. Og hvis man har mod på det, så læg hende i en plastikbøtte, hvor hun selvfølgelig kan trække vejret, siger Leila Moselund til tvmidtvest.dk.
Slangen hedder Gaya og skal være ufarlig og vant til at blive taget op.
Det oplyses ikke, om den kommer, når man kalder.
Den skal være blevet fodret med mus kort inden sin forsvinden og er næppe sulten - endnu.
Leila har også lagt sin efterlysning ud på Facebook med billeder af Gaya. Du kan se opslaget og billederne her.