To mænd dømt for mordplaner

På parkeringsplads ved supermarked i Kalundborg blev tre mænd skudt ned i en hævnaktion. To af dem døde

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd fra bandemiljøet kendes tirsdag skyldige i medvirken til dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020. Kendelsen er afsagt af Retten i Holbæk.

Mændene har forbindelse til banden Loyal To Familia.

De var ikke selv til stede, da der blev affyret flere skud mod mænd fra en gruppe, der kaldes Sydkysten, på en parkeringsplads ved supermarkedet Meny i Kalundborg.

Planlagde drab

Til gengæld deltog de i forberedelsen, som foregik i en gruppechat på krypterede telefoner Sky ECC, fastslår nævninger og dommere.

- De indtog ledende og instruerende roller, siger retsformanden, da han gennemgår kendelsen. Flere end 30 tilhørere er på plads i retslokalet.

Af gruppechattens beskeder fremgår det, at der skulle medbringes mindst fire skydevåben.

To ramt i hovedet

Ved skyderiet blev to af ofrene ramt i hovedet og afgik ved døden. En tredje blev såret og overlevede.

- Jeg dræbte tre. Jeg tog tre bror ligesom i Counter-Strike, vi tog vores hævn, blev der skrevet af en af gerningsmændene i gruppechatten.

Sidste år blev fem andre mænd fundet skyldige i at udføre drabene og idømt fængsel på livstid.

Tirsdagens afgørelse angår altså to mænd med ledende roller i sagen.

Så brutalt som muligt

"Det skal være så brutalt som muligt, bror. En, to skal dø", lød det fra den ene i en gruppechat forud for forbrydelsen ifølge rettens vurdering.

Begge mænd, der er henholdsvis 31 og 34 år, har nægtet sig skyldige.

Begge har også sagt, at de havde forladt Loyal To Familia, da drabene fandt sted, men den forklaring afvises af retten.

Hævn for kidnapning

Retten mener, at de deltog i forberedelsen og planlægningen af drabene i en gruppechat fra 30. oktober og to uger frem.

Forbrydelsen var angiveligt hævn for en kidnapning, der var overgået et medlem af LTF 30. oktober.

Kampklædt politi var til stede, kort efter drabene blev begået.
Kampklædt politi var til stede, kort efter drabene blev begået.

Straffeloven § 237

Straffelovens § 237 lyder:

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Kilde: danskelove.dk.

Powered by Labrador CMS