To kvinder knaldet i kæmpe aktion
Fremstilles i retten onsdag
En omfattende efterforskning hos den proaktive efterforskningssektion hos Udlændingekontrolafdeling Vest resulterede tirsdag i anholdelse af to thailandske kvinder.
-Der er tale om en grov sag om menneskehandel, som de to kvinder mistænkes for at stå bag.
De to anholdte er sigtet for under falske forudsætninger at have rekrutteret og organiseret en lang række thailandske kvinder til prostitution på flere bordeller i Vestdanmark og budt dem yderst dårlige forhold at leve under.
De er bagmænd
- Vores efterforskning er foregået over adskillige måneder, og vi er derfor meget tilfredse med i dag at kunne anholde to af de formodede bagmænd i en vigtig sag om menneskehandel. En stor gruppe sårbare mennesker er blevet udnyttet, så det er to vigtige anholdelser, siger vicepolitiinspektør Sønke Iwersen fra UKA Vest.
Kvinderne er sigtet for menneskehandel i forening med endnu ukendte gerningspersoner.
Der er tale om en 39-årig og en 47-årig thailandsk kvinde.
Flere kvinder
- Politiet har i forbindelse med anholdelserne i dag været på flere adresser i trekantsområdet og truffet flere thailandske kvinder, som, politiet formoder, har været udsat for menneskehandel i denne sag.
- Politiet arbejder tæt sammen med Center Mod Menneskehandel for at tage hånd om kvinderne, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De to anholdte fremstilles onsdag klokken 9.00 i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i sagen.