To kvinder dræbt af narkobilist

Efterladte til trafikdræbt kvinder må vente helt til maj, før sag mod dødsbilist kan afsluttes

Sag mod dødsbilist fra Løgumkloster er udsat igen
Sag mod dødsbilist fra Løgumkloster er udsat igen
Offentliggjort Sidst opdateret

To kvinder mistede livet, da deres bil i oktober 2019 blev påkørt af en narkopåvirket bilist.

Nu må kvindernes efterladte vente yderligere et halvt år, før der falder en afgørelse i retssagen mod manden.

Den i forvejen udsatte sag skulle afgøres i næste uge - men retsmødet er aflyst. Først til maj 2022 fortsætter sagen, oplyser anklagemyndigheden.

I sagen er en 33-årig mand fra Vojens tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Sagen blev indledt ved Retten i Sønderborg i december 2020.

Anklagemyndigheden havde i den forbindelse rejst tiltale mod manden for en række overtrædelser af færdselsloven og for uagtsomt manddrab.

Påvirket af amfetamin

Manden var påvirket af amfetamin og påkørte kvindernes bil med 118 kilometer i timen, hvor han måtte køre 70.

Den ene kvinde blev slynget ud af bilen og dræbt på stedet.

Den anden blev slemt kvæstet, og døde af sine kvæstelser den 17. januar 2020, altså knap tre måneder efter ulykken.

Da anklagemyndigheden rejste tiltale i april 2020, fremgik det af anklageskriftet, at man ville have manden straffet med fængsel og bøde.

Bilen konfiskeret

Derudover skulle hans bil konfiskeres og hans førerret frakendes, lød kravet.

Men i løbet af sagen er der opstået tvivl om, hvorvidt han skal straffes med fængsel eller ej. I første omgang skulle der berammes et nyt retsmøde.

Det tog sin tid, men i sommeren 2020 lød meldingen, at sagen skulle afgøres 9. november, altså i den kommende uge.

Det bliver den ikke.

Skal mentalundersøges

For Retten i Sønderborg har desuden afsagt kendelse om, at den tiltalte skal mentalundersøges. En mentalundersøgelse bruges til at klarlægge, hvorvidt en person kan straffes eller ej.

Ifølge straffeloven kan personer, som er utilregnelige på grund af sindssyge, mental retardering eller lignende ikke straffes.

Det er blandt andet det, som en mentalundersøgelse kan kaste lys over.

Hos anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi kan anklager Anders Schøler alene oplyse, at sagen er udsat, fordi der skal foretages en mentalundersøgelse.

Der er berammet et nyt retsmøde i sagen den 25. maj 2022.

Til den tid vil det være, mere end to et halvt år siden dødsulykken fandt sted.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS