To børn fanget på tynd is: Derfor gik det galt
Derfor gik det galt
To børn på et og fem år blev klokken cirka 10.30 anden juledag dag fanget på den tynde is på Gentofte Sø.
De var endt cirka 50 meter ude på søen, hvilket fik den helt store alarm til at lyde.
Nu fortæller Beredskab Øst, hvad der gik galt - og hvorfor børnene endte så langt væk fra land.
De to søskende var på kælketur med familien og tog en tur ned ad bakken ved Gentofte Gymnasium.
Kælken fik for meget fart på.
"Børnene kunne lige præcis glide igennem en lille åbning mellem stenene og ud på den blanke is, hvor kælken fik virkelig fart på og først stoppede et stykke ude på isen", beretter beredskabet.
Forældrene stod på land og så det hele. Heldigvis gik de ikke ud på den tynde is, men kommunikerede med børnen.
Det største barn bevægede sig mod land, men den mindst fortsat lå ude på isen.
Beredskabet Øst sendte overfladereddere fra stationer i Lyngby og Gentofte, der også medbragte oppustelige isflåder samt redningsbåd med lav dybdegang.
Derudover blev der afsendt redningsdykkere og dykkervogn fra kollegerne ved Hovedstadens Beredskab.
"Fremme på stedet bevægede de førstankomne overfladereddere sig med sikkerhedsliner ud på søen, hvor barn og kælk lå cirka 50 meter fra land. Hurtigt fik de fast i barnet og kom sikkert på land", skriver Beredskabt Øst, der også fortæller at, overfladeredderne meldte med store huller i isen, og en knagen og bragen på vejen derud.
"De to skønne unger kunne overdrages til forældrene - en oplevelse for livet rigere", skriver Beredskab Øst.