To biler banker sammen ved forlystelsespark
Kørt væk med ambulance efter ulykke
En person er blevet kørt til behandling på skadestuen efter en ulykke på Djurs i Østjylland tidligere i dag.
Politi og redning blev alarmeret klokken 12.45.
- Der er to biler, der kører sammen. Under hvilke omstændigheder de kører sammen, ved jeg ikke, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Bo Christensen, til Nyheder.dk.
Ulykken skete på Battrupholtvej lige ved en af indkørslerne til forlystelsesparken Djurs Sommerland.
Spærret
Efter ulykken var der kortvarigt spærret i den ene kørebane, men der er nu ryddet op igen.
Der var i alt fem personer i de to biler.
Men kun én af dem måtte på skadestuen efter ulykken.
- De har foretaget en lægefaglig vurdering ude på ulykkesstedet og har sendt en person af sted på skadestuen, siger Bo Christensen til Nyheder.dk.