Tiltalt: Kvalte kæreste til døde

Manden er også tiltalt for at have kørt den dræbte kæreste i vandet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 24-årig mand er anklaget for at have dræbt sin 24-årige kæreste ved kvælning. 

Kvinden blev fundet kvalt i en bil, der var kørt i vandet ud for Jollevej ved Amager Strandpark den 3. januar 2022. 

Kort efter blev den nu tiltalte mand anholdt, og han har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 4. januar.

Dræbte kæresten i Valby 

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale for manddrab, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge tiltalen blev drabet begået i Valby, hvorefter manden kørte bilen til Amager og ud i vandet.

Den 24-årige er også tiltalt for at have anbragt den døde kvinde i bilen.

Sagen vil blive behandlet i Retten på Frederiksberg, men den er endnu ikke berammet.

Powered by Labrador CMS