Tiltalt i Mia-sagen er kvindefjendsk
Mentalundersøgelse af 37-årig mand, der er tiltalt for drab på Mia Skadhauge Stevn, er fremlagt i retten
En 37-årig mand, der er tiltalt for at have voldtaget og dræbt Mia Skadhauge Stevn, er selvovervurderende, mangler empati for andre og har en generel antipati mod kvinder.
Det fremgår af den psykologiske undersøgelse af manden, der onsdag er fremlagt af specialanklager Mette Bendix i Retten i Aalborg.
Mentalundersøgelsen lægger vægt på, at han ikke kan sætte sig ind i andre mennesker og beskriver narcissistiske karaktertræk.
- Han vurderes uden evne til at forstå og sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser, lyder psykologernes konklusion.
Anstrengt forhold
Ifølge den psykologiske undersøgelse har den 37-årige et anstrengt forhold til kvinder.
- Han indeholder en betydelig vrede, der kan komme til udtryk på subtile måder. Blandt andet mod undertegnede, andre faggrupper samt kvinder generelt, hedder det.
Det fremgår også af undersøgelsen, at man ikke kan anbefale psykiatrisk behandling frem for straf.
Vil have livstid
Anklageren har tidligere tilkendegivet, at hun går efter at få den tiltalte idømt fængsel på livstid, hvis han findes skyldig.
Hvis retten ikke er enig, er kravet alternativt forvaring, har anklageren gjort gældende.
Sagen genoptages 27. juni, hvor anklager og forsvarsadvokat kommer med deres afsluttende bemærkninger om skyldsspørgsmålet.