Tiltalt for voldtægt

Han var tiltalt for flere ulovlige forhold

Retten i Nykøbing Falster har tirsdag idømt en 25-årig mand fængsel for at have begået vold mod sin tidligere kæreste.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 25-årig mand er blevet idømt et år og to måneders fængsel for flere tilfælde af vold begået mod hans tidligere kæreste.

Det oplyser Retten i Nykøbing Falster.

Han var også tiltalt for flere voldtægter, som han blev frifundet for, fortæller hans forsvarer, David Francis Lublin.

Tiltalt for flere voldtægter

Manden var tiltalt for at have voldtaget sin daværende kæreste adskillige gange mellem september 2017 og juli 2021 i en lejlighed i Nykøbing Falster.

Ifølge tiltalen slog og sparkede han hende, inden han tiltvang sig samleje ved at lægge sig ovenpå hende.

Retten fandt det dog ikke bevist, at dette faktisk var sket.

Til gengæld blev han dømt for vold mod kvinden.

Levede som hund og kat

Advokat David Francis Lublin forklarer, at parret var i et langvarigt forhold, men at de "levede som hund og kat" med mange konflikter. Den 25-årig har erkendt en række af de voldsepisoder, som han er fundet skyldig i.

- Han har tilstået noget af volden. Blandt andet er der blevet fremlagt beskeder sendt til hans daværende kæreste, hvor han undskylder for at have slået og sparket hende, siger forsvareren.

Manden valgte at modtage dommen på stedet, da den tirsdag blev afsagt i Nykøbing Falster.

Tilfredse med udfaldet

- Vi er meget tilfredse med udfaldet. Det er det rigtige resultat ud fra den bevisførelse, der har været.

- Og ud fra det, der er forklaret i retten, har betingelserne ikke været opfyldt i forhold til anklagerne om voldtægt, siger David Francis Lublin.

Den 25-årige mand har siddet varetægtsfængslet i otte måneder frem til dommen. Efter afgørelsen tirsdag er han blevet løsladt.

Anklagemyndigheden har 14 dage til at vurdere, om den vil anke eller acceptere rettens afgørelse.

Powered by Labrador CMS