Tiltalt for terror: Poserede i militærtøj
Torsdag starter en retssag mod to mænd, der er tiltalt for at rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat
Efter mere end 16 måneders varetægtsfængsling kan to mænd på 30 og 31 år torsdag endelig tage plads på anklagebænken i Retten i Aarhus, som skal afgøre, om de er skyldige i de anklager, der er rejst mod dem.
De to er tiltalt for at være rejst til Syrien og have tilsluttet sig Islamisk Stat - IS.
Den 30-årige er desuden tiltalt for at yde økonomisk støtte til IS og formået fire andre, der også er tiltalt i sagen, til at gøre det samme.
Fem af de seks mænd blev anholdt og varetægtsfængslet den 27. april 2021. Tre af dem blev dog løsladt i oktober, da der ikke længere var grundlag for varetægtsfængsling.
Det lange forløb kritiseres af den 30-åriges forsvarer, Jan Schneider.
- Politiet har været alt for længe om at behandle sagen, og det har taget lang tid at få den berammet i retten. Det har været et uskønt forløb, men nu glæder vi os til at komme i gang og få sat punktum for sagen, siger han.
Tøj og shampoo
De to mænd på 30 og 31 år er tiltalt for i midten af juli 2014 at være rejst til Syrien, hvor de tilsluttede sig IS. Subsidiært lyder tiltalen, at de rejste til Syrien for at give den 30-åriges bror blandt andet tøj og shampoo.
De nægter sig begge skyldige.
Af en retsbog fra grundlovsforhøret fremgår, at de ved ankomsten til Syrien afleverede deres pas og mødtes med medlemmer af IS.
Forsøgte igen
Under opholdet poserede de angiveligt på fotos i militærtøj og med våben, mens de gjorde håndtegn, der symboliserer tilslutning til IS.
Ifølge anklageskriftet forsøgte den 30-årige i april 2015 igen at rejse til Syrien. Det mislykkedes. Han blev anholdt i lufthavnen i Alanya i Tyrkiet og sendt tilbage til Danmark.
Foruden anklagen om at tilslutte sig IS er den 30-årige tiltalt for at have støttet organisationen med i alt 247.256 kroner.
Tiltalt for landsforræderi
De fleste penge sendte han ifølge tiltalen selv, men han fik også fire andre mænd i alderen 28-37 år til at sende penge afsted. De fire er tiltalt for at sende mellem 3300 og knap 60.000 kroner til IS.
Pengene skal være blevet sendt over en fireårig periode fra februar 2013 til marts 2017.
Ifølge tiltalen blev pengene sendt til to andre danske statsborgere, der siden som de første er blevet sigtet eller tiltalt for landsforræderi.
Afsat 20 retsdage
Den ene af dem var Jacob el-Ali, der onsdag i Københavns Byret tilstod forbrydelsen.
Det bliver dog først i næste uge afgjort, hvilken straf han skal have. Den anden er storebror til den 30-årige. Hans sag kommer for retten senere i år.
Der er afsat 20 retsdage til sagen mod de seks mænd. Dommen ventes at falde midt i november.