Tiltalt for at gøre betjent invalid

Nu er han anklaget for at have påkørt og såret en betjent

Mohamad Tarek Younes er nu tiltalt for at have påkørt en 31-årig politibetjent
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 21-årige Mohamad Tarek Younes er nu anklaget for at have påkørte en betjent. 

En eftersættelse af en bil endte med, at en 31-årig mandlig politibetjent fra Østjyllands Politi blev påkørt med så voldsom kraft, at han pådrog sig alvorlige og livstruende skader.

En dengang 20-årig mand blev efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet, hvilket han har været siden.

Hændelsen fandt sted den 18. juni 2021.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kørte med 80 km/t

Han er blandt andet tiltalt for med en hastighed på mindst 80 km/t at have kørt frem for rødt lys mellem to vognbaner i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej.

Her påkørte han angiveligt betjenten, der befandt sig i krydset i forbindelse med, at politiet forsøgte at få standset bilen. Han er også tiltalt for efterfølgende at køre fra stedet og undlade at hjælpe den sårede betjent.

- Der er tale om en ganske alvorlig sag, hvor flere personers liv og førlighed blev bragt i fare, og hvor en politibetjent blev alvorligt kvæstet, var i livsfare og har ligget i koma i længere tid, siger anklager Bjørn Fogh Sørensen.

I anklageskriftet, som Newsbreak.dk har fået aktindsigt i, fremgår det, at betjenten ved påkørslen pådrog sig blødninger i hjernen, blødninger i lungerne, sammenfald i begge lunger, brud på hofte- og skamben og overrevne nerver i hjernen, der har medført varig hjerneskade og lammelse i højre side af kroppen.

Den nu 32-årige mandlige politibetjent er i dag i bedring, oplyser Østjyllands Politi.

Han er ved bevidsthed, dog uden førerlighed, men er i et genoptræningsforløb, hvor langtidsudsigterne endnu er uvisse.

Den skadede betjents hustru giver i en pressemeddelelse, der er udsendt på vegne af familien, udtryk for, at tankerne ikke har været fyldt med den formodede gerningsmand.

- Vi har tillid til, at vores retssamfund tager sig af udmåling af straf og konsekvenserne. Vores fokus er udelukkende på vores kamp for et godt liv og de glæder, som små fremskridt giver i form af nyt håb, siger hustruen Gitte Nymann.

- Vi håber på og beder om fred til at fortsætte denne kamp, lyder det.

Hustruen frabeder sig altså, at pressen undlader at kontakte hende i forbindelse med til sagen.

"Påkørt med vilje"

Den 21-årige mand er ligeledes tiltalt for en række andre forseelser begået forud for påkørslen af politibetjenten herunder; forsætlig påkørsel af en anden politiassistent, og for at have forvoldt fare for liv og førlighed for to bilister, der måtte reagere hurtigt for at undgå påkørsel, og for en tredje bilist, der blev påkørt, mens han holdte for rødt lys.

27 andre lovovertrædelser

Den 21-årige mand er også tiltalt for yderligere 27 forhold begået i tidsrummet fra 6. august 2020 til 28. oktober 2021.

14 af de 27 øvrige forhold er overtrædelser af færdselsloven. Den 21-årige mand er blandt andet tiltalt for tre gange at have kørt over for rødt lys, at have kørt i en busbane, at have brugt en venstresvingsbane til ligeudkørsel, at have kørt 117 km/t på Ringvejen, hvor man må køre 70 km/t, og for brug af håndholdt mobil under kørsel.

Otte straffelovsovertrædelser

Otte af forholdene er overtrædelser af straffeloven. Der er rejst tiltale for tre overtrædelser af § 121 og en for § 119 stk. 4, der omhandler henholdsvis fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Derudover er den 21-årige mand tiltalt for ulovlig tvang og vold mod en kvinde, for tyveri, for hærværk og for ulovlig kontakt til indsatte i arresten.

De resterende fire forhold er; to overtrædelser af våbenloven, en overtrædelse af fyrværkeriloven, samt en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS