Tiltale: Narrede steddatter til sex

Først da masken faldt, opdagede 15-årige pige, at hun havde været i seng med sin stedfar og ikke en netflirt

En 15-årig pige torede, at hun havde sex med en flirt, som havde mødt på nettet. Hun var maskeret, men da maske faldt, viste flirten sig at være hendes stedfar. (Arkivfoto).
En 15-årig pige torede, at hun havde sex med en flirt, som havde mødt på nettet. Hun var maskeret, men da maske faldt, viste flirten sig at være hendes stedfar. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

En 15-årig pige fra Brønshøj troede efter alt at dømme, at hun havde mødt en spændende fyr via nettet. En fyr, som forførte hende til avanceret - men frivillig sex.

Men det skulle vise sig, at hun var blevet narret. For fyren - der fik hende til at bære maske, så hun ikke kunne se - var i virkeligheden hendes 60-årige stedfar. Det opdagede hun umiddelbart bagefter, da hun tog masken af.

Det var i april fjor, at stedfaren ifølge anklagemyndigheden under dæknavnet "Jonas Hansen" forførte - og dermed forgreb sig på - sin steddatter.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tiltalt den i dag 61-årige mand efter straffelovens bestemmelser om tilsnigelse af samleje og for at have samleje med et stedbarn under 18 år. Han nægter sig skyldig.

Udgav sig for en anden

Inden det fysiske overgreb havde stedfaren gennem flere måneder haft digital kontakt til steddatteren, som troede, at hun kommunikerede med "Jonas".

Anklagemyndigheden beskylder manden for i sit falske navn at have fremsendt pakker til steddatteren med forskellige former for sexlegetøj og erotisk beklædning.

Fra en mobiltelefon, som han havde anskaffet til formålet, sendte han hende 354 beskeder med instruktioner om, hvordan hun skulle anvende legetøj og beklædning. Han sendte desuden seks breve med samme indhold, lyder det i anklageskriftet.

Derefter skulle manden have givet pigen betaling og gaver, mod at hun sendte ham videoer og billeder. Igen troede pigen, at det var den ikkeeksisterende "Jonas", som var modtagen.

Anklaget for besiddelse af børneporno

Ud over det seksuelle svindelnummer er manden anklaget for besiddelse af børneporno og for blufærdighedskrænkelser. Børnepornoen er de billeder af steddatteren, som er fremsendt, og som er fundet på hans computer.

Blufærdighedskrænkelserne skulle være sket ved, at stedfaren installerede et kamera på pigens værelse.

Med det filmede han blandt andet pigen have samleje med en anden person, ligesom han tog utugtige billeder af pigen og to andre.

Ifølge anklageskriftet skulle pigen allerede i 2018 være blevet krænket af stedfaren. På det tidspunkt var hun 14 år. Krænkelsen dengang bestod i, at manden fotograferede pigen på badeværelset med nøgen overkrop.

Sagen mod den i dag 61-årige stedfar bliver indledt 24. juni ved Retten på Frederiksberg.

Powered by Labrador CMS