Tiltale: Direktør fråsede med skattekroner

Tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev i forbindelse med en kommunaldirektørs rejse i USA trukket 6751 kroner på Sorø Kommunes kreditkort, som ikke hørte til i kommunens bogholderi.

Det mener anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, som har rejst tiltale mod den tidligere kommunaldirektør for bedrageri.

Det skriver DR Nyheder, som har set anklageskriftet.

Bedrageriet skal være sket i 2019, da den tidligere direktør var i USA.

Her blev der foretaget flere private indkøb, som ifølge politiet blev hævet på kommunens konto i stedet for på direktørens egen. Det var nemlig Sorø Kommunes kreditkort, der blev brugt til at betale en del af regningerne.

Middage og billetter

Blandt andet blev der betalt for en privat middag og billetter til en koncert i byen Nashville, der ligger i delstaten Tennessee.

Direktøren var i byen i forbindelse med en konference.

Først i 2021 blev han meldt til politiet for den mulige svindel. I en pressemeddelelse fra august sidste år oplyste kommunen således, at man havde valgt at politianmelde sagen.

Det skete, efter at DR havde fortalt om det private forbrug. Pengene blev betalt tilbage i efteråret 2020, efter at DR havde spurgt ind til transaktionerne.

Anmeldt af kommunalbestyrelse

Beslutningen om at politianmelde kommunaldirektøren blev truffet på et møde i kommunens kommunalbestyrelse.

- Et flertal i kommunalbestyrelsen vurderer, at politiet bør undersøge sagen, da politiet er den rette myndighed til at afklare, om der er foregået noget ulovligt, sagde borgmester Gert Jørgensen (K) dengang.

Ifølge TV2 Øst var det en næsten enig kommunalbestyrelse, som stemte for at give sagen videre til politiet. Kun én politiker stemte imod, mens 23 stemte for.

Kommunaldirektøren sagde selv op i begyndelsen af august sidste år. Han begrundede det med, at tiden var inde til at skifte spor.

Han ville i stedet bruge sine kompetencer i den grønne omstilling, lød det.

En kommunaldirektør er den øverst embedsmand i kommunen.

Han har på borgmesterens vegne det daglige ansvar for kommunens administration.

Powered by Labrador CMS