Tiltale: Ansat krænkede 20 børn
En ansat på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby er tiltalt for at have krænket 20 børn i løbet af flere år
En ansat på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby blev i juni varetægtsfængslet og sigtet for krænkelser mod adskillige børn på skolen.
Nu har anklagemyndigheden rejst en tiltale mod manden.
Af den fremgår det, at der er tale om 20 børn, som han anklages for at have blufærdighedskrænket.
Krænkelserne skal være sket over en periode på flere år.
Har befølt børnene
Blufærdighedskrænkelserne er ifølge anklageskriftet blandt andet sket ved, at tiltalte angiveligt har befølt nogle af børnene på lår, inderlår og kønsdele uden på tøjet.
Han er også tiltalt for i nogle tilfælde at beføle børnene på ryggen og maven inden for tøjet.
19 af børnene har manden ifølge anklageskriftet enten blufærdighedskrænket "flere gange" eller "adskillige gange".
Voldtægt
For det sidste barn har overgrebet angiveligt haft karakter af "andet seksuelt forhold end samleje". Da barnet var under 12 år, betragtes det ifølge lovgivningen som voldtægt.
På baggrund af de mulige krænkelser på skolen forlod Carsten Søndergaard jobbet som skoleleder i oktober, har Nordjyske berettet.
I en mail til forældrene forklarede han sin afsked med jobbet som skoleleder.
- Som I også ved, har sagen vedrørende en medarbejders mulige blufærdighedskrænkelser gennem længere tid fyldt i pressen og affødt negativt fokus på skolen.
- Dette i en grad, så jeg på et tidspunkt begyndte at overveje min fremtid på skolen, skrev han ifølge Nordjyske.
Nægter sig skyldig
Forsvarer Bjarne Damm Johansen oplyser, at den tiltalte nægter sig skyldig i tiltalen. Manden er beskyttet af et navneforbud.
Manden blev varetægtsfængslet den 24. juni, men er siden blevet løsladt, oplyser forsvareren yderligere.
Anklagemyndigheden har valgt at rejse sagen som en domsmandssag. Det indebærer, at en straf i givet fald bliver lavere end fængsel i fire år.
Sagen er berammet til at begynde den 30. november ved Retten i Aalborg.
Herefter følger flere retsdage.