Tiltale: 18-årig stak teenagere ihjel
18-årig tiltalt for knivdrab på teenagere i Taastrup
Anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi har rejst tiltale i sagen om dobbeltdrab på to unge mænd på bare 17 og 18 år i Taastrup vest for København.
De to blev dræbt med knivstik klokken cirka 23 den 6. marts i år.
En 18-årig mand er tiltalt for drabet på de to jævnaldrende.
Opgør
Den 18-årige er også tiltalt for at have stukket en 17-årig dreng i benet.
Samtidig er fire unge i alderen 17 til 19 år tiltalt for sammen med de to afdøde, at have lagt et baghold for den drabstiltalte.
I forbindelse med bagholdet blev den drabstiltalte ifølge anklagemyndigheden udsat for grov vold.
Det var i sammenhæng med dette overfald, at drabene fandt sted.
17-årig slipper
Den 18-årige meldte sig selv til politiet dagen efter drabene og har været varetægtsfængslet siden.
En nu 17-årig dreng, der var sigtet for drab i sagen, er ikke længere sigtet, da anklagemyndigheden har valgt at droppe sagen mod ham.
Hvornår sagen skal for retten er endnu uvist.