Tilstår blodig forbrydelse

En skudepisode i Aalborg fredag aften kostede en kvinde livet. En mand, hun havde en relation til, er sigtet

Der er lagt blomster i kvarteret for at mindes den dræbte kvinde.
Der er lagt blomster i kvarteret for at mindes den dræbte kvinde.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 52-årig mand, der er sigtet for drab på en 41-årig kvinde, har erklæret sig skyldig i sigtelsen. Det er sket ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg lørdag formiddag, skriver BT.

Manden blev ført ind i retten omkring klokken 11.30 og her erkendte han at have dræbt kvinden. Han ønsker dog ikke at udtale sig mere i sagen på nuværende tidspunkt, lød det ifølge BT i retsmødet.

Den 52-årige mand har tilstået drabet i Aalborg.
Den 52-årige mand har tilstået drabet i Aalborg.

Kort efter at sigtelsen var blevet læst op i retten, og manden havde erkendt sig skyldig, blev dørene lukket. Det betyder, at for eksempel politiets beviser mod manden ikke kommer frem i offentligheden foreløbig.

Ofte lukkes dørene i drabssager af hensyn til den videre efterforskning. Nordjyllands Politi har også tidligere meddelt, at der skal afhøres mange vidner.

Drabet fandt sted tidligt fredag aften på åben gade i Aalborg. Det skete, da der blev affyret skud på Skelagervej.

Relation hemmelig

Manden og kvinden har en relation til hinanden, har Nordjyllands Politi tidligere oplyst. Politiet har dog ikke ønsket at uddybe denne relation nærmere.

Anmeldelsen om skud kom klokken 18.15 og gik på, at en kvinde var blevet ramt. Da politi og redning nåede frem, blev kvinden bragt til behandling på sygehuset. Hendes tilstand var kritisk, og hun afgik kort efter ved døden.

I løbet af aftenen havde politiet ikke klarlagt, hvad der nøjagtigt er foregået.

Kan ikke give detaljer

- Vores efterforskning skal afdække præcist, hvad der er sket før, under og efter drabet - og derfor kan vi ikke udtale os i detaljer om omstændighederne omkring den meget tragiske episode, udtalte vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse natten til lørdag.

- Men vi ved, at der var mange vidner. Dem har vi afhørt i løbet af aftenen, ligesom at det psykosociale beredskab er aktiveret til at tage hånd om dem, tilføjede han.

Udfaldet af grundlovsforhøret - altså om manden bliver varetægtsfængslet og hvor længe - kommer i løbet af lørdagen.

Powered by Labrador CMS