Tilbagekaldes: Farlig bakterie i populær fødevare
Trækkes tilbage over hele landet
Et parti færdigstegte frikadeller fra Danish Crown trækkes nu tilbage fra kølediske landet over grundet mistanke om listeria.
Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.
Frikadellerne er solgt i Netto, Bilka og Føtex under navnet "Den Gode Frikadelle" og "Minifrikadeller". De er produceret 7. september 2022 og solgt i poser med 800 gram.
Det er udelukkende frikadeller med denne produktionsdato, som trækkes tilbage.
Forbrugere, der har købt produktet, rådes til at levere det tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere det.
Tidligere i år blev der konstateret listeria i rullepølse produceret af Danish Crown.
I alt otte blev syge grundet infektionen, og en af dem døde som følge af smitten, oplyste Fødevarestyrelsen i juli.
Findes overalt
Listeria-bakterien findes overalt og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer.
Bakterien kan forårsage diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.
De fleste vil på et eller andet tidspunkt blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge af den, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
For nogle grupper er der dog risiko for at få mere alvorlige symptomer. Det gælder ældre, gravide, diabetikere eller personer med nedsat immunforsvar.