Teenager sigtet for knivdrab
Natten til søndag blev en 22-årig dræbt med kniv i Vestgrønland, og en 18-årig mand blev kort efter anholdt
En 22-årig mand er død efter at være blevet stukket med kniv i Grønland.
En 18-årig mand er sigtet for drab.
Det oplyser Grønlands Politi søndag i en pressemeddelelse.
Forsøgt reddet
Drabet fandt sted natten til søndag i byen Aasiaat - på dansk Egedesminde - i Vestgrønland.
Politiet fik en anmeldelse om, at en mand var stukket med kniv, og der blev sendt både patruljer og ambulance til stedet.
Men selv om der blev ydet livreddende førstehjælp, stod den 22-åriges liv ikke til at redde.
Intet om motiv
Grønlands Politi skriver, at den 18-årige blev anholdt kort tid efter anmeldelsen.
Det fremgår dog ikke, hvad der ledte politiet på sporet af den 18-årige, om den anholdte og den dræbte kendte hinanden på forhånd, eller hvad motivet til drabet skulle have været.
Den 18-årige mand fremstilles i løbet af søndag i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil begære ham varetægtsfængslet i sagen.
Det fremgår af politiets pressemeddelelse ikke, hvordan den 18-årige forholder sig til sigtelsen.