Teenager på flugt brager ind i politibil
Flugten endte helt galt
En 18-årig mand dummede sig gevaldigt, da han forsøgte at stikke af fra politiet i Næstved mandag eftermiddag.
Da to politibetjente forsøgte at standse en bil, hvor den unge mand sad bag rattet, i en rutinekontrol på Kornbakken i Næstved, valgte han at tage flugten.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Men da føreren flygtede fra stedet og kørte i retning mod Skyttemarksvej, ramte han minsandten en politibil. Dermed sluttede flugten brat.
Mange sigtelser på halsen
Den 18-årige blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret.
I bilen blev der fundet 9,9 gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Under turen gennem byen begik den den unge mand desuden flere færdselslovsovertrædelser.
Og da betjentene efterfølgende undersøgte hans lejlighed i Næstved, fandt de blandt andet mere end 300 smertestillende piller og 7,8 gram hash fordelt i små poser.