Teenager mister mors Tesla i kæmpebrandert

Det kan godt give gnidninger

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis stemningen ved middagsbordet hos en familie på Stevns er en kende anstrengt har det sin naturlige forklaring.

En 18-årig mand har nemlig kørt med så høj en promille i sin mors bil, at bilen -  en Tesla Model 3 - er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation og salg på auktion.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Kørt væk på fejeblad

Mandag eftermiddag mødte betjente op hjemme hos en 18-årig mand fra Stevns, som en sen nattetime i februar var blevet standset i sin mors bil på Brogade i Køge med alt for høj promille.

Resultatet af blodprøveanalysen var nu kommet og, den viste over 2,0, så politiet kom for at beslaglægge moderens bil. 

Bilen blev kørt væk på et fejeblad.

Vanvidskørsel

Moderen fik lov at hente bilen i februar, da alkometret ikke viste over 2,0, men mandag med resultatet af blodprøven klappede fælden.

Den høje promille gør at den 18-årige er sigtet for vanvidskørsel, som ud over konfiskation af bilen også lægges op til fængsel og ubetinget frakendelse af kørekortet i 3 år. 

Sagen afgøres senere ved retten.

Powered by Labrador CMS