Helikopter leder efter mand ved Æbelø
En 48-årig fynbos hustru slog alarm, da manden ikke vendte tilbage fra foto-tur.
Politiet leder fredag morgen efter en 48-årig mand fra Odense.
Manden er ikke blevet set, siden han torsdag aften tog til Æbelø nord for Fyn, og politiet har nu hundepatruljer på øen, mens en redningshelikopter fra flyvevåbnet er i luften for at lede efter ham.
– Manden var deroppe for at tage nogle billeder og skrev til sin hustru omkring klokken 20.30, at han ville gå hjem derfra. Men han er ikke vendt tilbage, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Mie Brøchner.
Politiet fik anmeldelsen klokken 3.31 natten til fredag, da hustruen var bekymret over, at hendes mand ikke var kommet hjem.
Ifølge vagtchefen kan man gå ud til Æbelø, hvis det passer med tidevandet. Den 48-årige havde planlagt at gå tilbage.
– Man skal have lidt styr på høj- og lavvande. Vi håber at finde ham i god behold på øen, men vi har forsøgt at komme i kontakt med ham, uden at det er lykkedes. Ellers kan man jo kun frygte, hvad der er sket, konstaterer Mie Brøchner.
OPDATERING:
Manden er fundet død.
/ritzau/