Teenager anholdt for uhyggelig sag i lejlighed

Endnu en person er anholdt efter et knivstikkeri mandag, hvor en 35-årig kvinde kom alvorligt til skade

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har anholdt endnu en person i forbindelse med et knivstikkeri i Københavns Nordvestkvarter mandag. Der er tale om en 16-årig dreng.

Det skriver Københavns Politi på X.

Den 16-årige er sigtet for drabsforsøg.

Vil lukke døre

Han blev anholdt tirsdag og vil blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 09.30 i Retten på Frederiksberg. 

Her vil anklagemyndigheden kræve, at dørene bliver lukket.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Allerede anholdt

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, lige som forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Politiet har allerede anholdt en mand i sagen. Han blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag. Her blev hans anholdelse opretholdt i tre døgn.

Knivstikkeriet, der blev anmeldt til politiet mandag formiddag, fandt sted i en lejlighed på Rønnebærvej. Her blev en 35-årig kvinde ramt af flere stik og kom alvorligt til skade.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS