Teenager anholdt for skudepisode
Politiet er ikke med sikkerhed klar over, hvor det er sket
Lørdag aften blev en 23-årig mand fra Korsør behandlet på sygehuset efter en skudepisode. Men det står endnu ikke helt klart, hvor skyderiet har fundet sted.
Muligvis er det sket på Hovedgaden i Dalmose, der ligger syd for Slagelse. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Ikke tilfældigt
En 18-årig mand er blevet anholdt og bliver stillet for en dommer i Retten i Næstved mandag klokken 11.
Her ventes en anklager at kræve ham varetægtsfængslet for ulovlig besiddelse af skydevåben og for grov vold. Det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
Politiet har endnu ikke klarlagt de nærmere omstændigheder ved skudepisoden, men det er politiets vurdering, at den 23-årige ikke er et tilfældigt offer. Derfor skal øvrige borgere ikke være bekymrede, lyder det.
Søger vidner
Politiet vil gerne høre fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt på Hovedgaden i Dalmose lørdag mellem klokken 17.00 og 23.45.
- Ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4, skriver politiet i døgnrapporten.