Teenagepige råbte om hjælp og blev fastholdt

En 43-årig mand er onsdag fundet skyldig i overgreb mod en teenagepige, som han havde givet sløvende medicin

Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

En 43-årig mand er onsdag blevet idømt halvandet års fængsel for voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje mod en dengang 14-årig pige.

Det skriver Fyns Amts Avis.

I anklageskriftet, som Ritzau har set, fremgår det, at den dømte mand skal have fået offeret til at drikke af en flaske med vand, hvor der var tilsat det sløvende middel diazepam.

Forsøgte at råbe

Overgrebet skete i oktober 2023 i Svendborg.

Manden skålede med pigen, og han opfordrede hende til at drikke eller til at give ham et kys, lyder det i anklageskriftet.

I anklageskriftet er det beskrevet, at den 14-årige forsøgte at råbe om hjælp, mens hun blev fastholdt af den dømte.

Frikendt for voldtægt

Den tiltalte er dømt efter anklageskriftets subsidiære tiltale. Anklagemyndigheden ved Fyns Politi havde også rejst tiltale for fuldbyrdet voldtægt, men den påstand frikendte Retten i Svendborg ham for, ifølge Fyns Amts Avis.

Avisen skriver desuden, at den 43-årige mand modtog dommen.

Erkendte skyld

Ifølge Fyns Amts Avis erkendte manden på retssagens første dag sig skyldig i tre anklager om henholdsvis cykeltyveri, spirituskørsel og hæleri, som også indgår i sagen.

Han har dog hele tiden nægtet sig skyldig i voldtægtsanklagen.

Anklagemyndigheden har 14 dage til at afgøre, om den ønsker at anke onsdagens dom.

Retten i Svendborg har brugt fire retsmøder på sagen.

Powered by Labrador CMS