Teenage-drab: Jagter tredje gerningsmand

To er anholdt, men ifølge politiet er en tredje gerningsmand på fri fod

Politiet leder efter en tredje gerningsmand til knivdrabet søndag.
Politiet leder efter en tredje gerningsmand til knivdrabet søndag.
Offentliggjort Sidst opdateret

Opdatering: De to 19-årige mænd er begge varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser Østjyllands Politi. Begge nægter - og har kæret kendelsen.

De to 19-årige mænd, der er anholdt i forbindelse med knivdrabet på en 18-årig gymnasieelev, er mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør.

Her er det kommet frem, at politiet leder efter en tredje gerningsmand, der samtidig skal være i besiddelse af gerningsvåbnet.

Det skriver B.T. 

De to mænd nægtede sig begge skyldige i manddrab.

Ifølge B.T. var den ene af de anholdte meget berørt og græd i retten. 

De to 19-årige er sigtet for manddrab, der skal være aftalt på forhånd. Derudover røveri og overtrædelse af knivloven. 

De to har valgt at afgive forklaring i retten, men dommeren valgte at lukke dørene, da en gerningsmand stadig er på fri fod.

Elever i sorg

Elever på Aarhus Handelsgymnasium er i sorg ovenpå nyheden om, at en 18-årig mandlig elev på skolen søndag blev dræbt af knivstik.

Mandag formiddag er der er blevet lagt blomster og tændt lys ved indgangen til gymnasiet, viser billeder fra stedet.

Der ligger blomster ved indgangen til Aarhus Handelsgymnasium, hvor den dræbte 18-årige mand var elev
Der ligger blomster ved indgangen til Aarhus Handelsgymnasium, hvor den dræbte 18-årige mand var elev

Ifølge Newsbreak.dk's oplysninger, var den 18-årige elev i 2.g på gymnasiet.

Kilder oplyser til Newsbreak.dk, at mange elever brød ud i gråd, da de blev orienteret om drabet på gymnasiet mandag formiddag.

Politiet har også været på stedet.
Politiet har også været på stedet.

Flere elever valgte at tage hjem umiddelbart efter orienteringen, mens de der blev tilbage fik tilbudt psykologhjælp.

Newsbreak.dk har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Aarhus Handelsgymnasium, men det har endnu ikke været muligt.

- Det er en meget alvorlig hændelse, og vi har sat massivt ind både operativt og efterforskningsmæssigt for at opklare sagen. Vi har i løbet af aftenen og natten foretaget flere ransagninger, afhørt en række personer, gennemsøgt området for spor og kigget overvågning igennem. Vi har fortsat en del efterforskningsskridt foran os, og der kan komme flere anholdelser i sagen, siger politiinspektør Brian Olsen.

Kendte formentligt hinanden i forvejen

Østjyllands Politi er fortsat i den indledende fase af efterforskningen, og derfor er det stadig begrænset, hvor mange oplysninger der kan gives om sagen.

Betjente fra Østjyllands Politi rykkede massivt ud til området i forbindelse med drabet
Betjente fra Østjyllands Politi rykkede massivt ud til området i forbindelse med drabet

- Ud fra den indledende efterforskning tyder det på, at den 18-årige har en form for relation til gerningsmændene, men det er for tidligt at sige noget om motivet endnu. Det er klart, at sådan en hændelse skaber stor utryghed i området, og derfor vil vi i de kommende dage være ekstra synlige i Viby-området – blandt andet med den mobile politistation, hvor borgerne kan få en snak med vores betjente, siger politiinspektør Brian Olsen.

Powered by Labrador CMS