Taxachauffør fængslet for voldtægt
Københavns Politi oplyser tirsdag, at det har anholdt og sigtet en 26-årig mand for en voldtægt
En 26-årig mand er blevet anholdt og sigtet for voldtægt i København.
Det oplyste central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen tirsdag morgen.
Skete i februar
Tirsdag middag er manden, som er taxachauffør, blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 14 dage.
Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X.
Efterforskningslederen fortalte, at politiet ikke kan give alle detaljerne i sagen, men at det drejer sig om en voldtægt, som ifølge politiet blev begået i februar.
Først anholdt nu
Anmeldelsen kom, dagen efter at voldtægten ifølge politiet fandt sted, men anholdelsen er først sket nu.
På X skriver anklagemyndigheden, at chaufføren er mistænkt for at voldtage en kvindelig kunde på hendes bopæl i Valby.
Det fremgår ikke, hvordan den 26-årige forholder sig til sigtelsen.