Taxachauffør fængslet for mistanke om voldtægt

Kvinde angiveligt for fuld til at gøre modstand

Offentliggjort Sidst opdateret

Taxachauffør varetægtsfængslet for voldtægt

En 47-årig taxachauffør er blevet varetægtsfængslet i 27 dage, mistænkt for at have voldtaget en kvinde i weekenden.

Kvinden var angiveligt for påvirket af alkohol til at modsætte sig, og chaufføren nægter sig skyldig.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En taxachauffør skal sidde bag tremmer hen over jul og nytår, da han mistænkes for at have voldtaget en kvinde i en taxa i weekenden.

Onsdag har en dommer i Københavns Byret afgjort, at den 47-årige mand skal være varetægtsfængslet i 27 dage.

Sigtelsen går på, at han i en taxa på et tidspunkt mellem klokken 02.20 og 04.15 natten til lørdag voldtog en kvinde, som på grund af påvirkning af alkohol ikke kunne modsætte sig handlingen.

Nægter sig skyldig

Manden, der ifølge Ekstra Bladet er taxachauffør, nægter sig dog skyldig.

Allerede i weekenden blev han anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, men i søndags fandt dommeren kun grundlag for at opretholde anholdelsen i tre døgn.

Da han igen blev stillet for retten onsdag, var der nu grundlag for at varetægtsfængsle ham i foreløbigt knap tre uger.

Flere sager

Både søndagens og onsdagens retsmøde foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvad der er af beviser i sagen, eller hvad den 47-årige har forklaret.

Ifølge Ekstra Bladet kom det dog søndag frem, at han gerne ville svare på spørgsmål i sagen.

Der har i år været flere sager om taxachauffører, som anklages for seksuelle overgreb.

Udvist

I september idømte Østre Landsret en irakisk taxachauffør fængsel i to år efter voldtægt af kvinde, der var hans kunde. 

Han blev desuden udvist.

Måneden forinden idømte Københavns Byret en 40-årig chauffør fem måneders fængsel, fordi han forgreb sig på flere kunder.

- Bør aldrig ske

Én sag om overgreb, voldtægt eller på anden måde grænseoverskridende adfærd er en sag for meget, understregede administrerende direktør i Dansk Person Transport (DPT) Michael Møller Nielsen i forbindelse med sagen mod den 40-årige.

- Heldigvis sker det meget sjældent, men det bør aldrig ske. Det er også grunden til, at DPT i vores taxisektorbestyrelse vil tage en diskussion om emnet.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå fremtidige sager, sagde han i et skriftligt svar i august.

DPT er den faglige brancheforening for bus- og taxivognmænd i Danmark.

Powered by Labrador CMS