Tager kampen op mod grove kunder
Circle K ansatte oplever, at folk bliver grovere og grovere
Circle K har i de seneste år oplevet en stadigt grovere tone fra kunderne og chikane af medarbejderne i deres butikker.
Antallet af indrapporterede sager er på to år mere end tredoblet fra 48 til 160. Samtidig viser en intern undersøgelse, at 70% af medarbejdere har oplevet chikane eller trusler på deres vagt.
Det oplyser Circle K i en pressemeddelelse.
Smed cola dåse
”Hvis jeg én gang mere oplever, at jeres vaskehal ikke kan udskrive kvitteringer, så går jeg helt amok i jeres butik, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der er på arbejde. Så du kan godt forberede dit personale.”
Sådan overfusede en kunde for nyligt én af Circle K´s ansatte. Svadaen blev afsluttet med, at kunden kastede en cola-dåse efter medarbejderen, hvorefter han forlod butikken.
Anti kampagne
Selvom størstedelen af kunderne hos Circle K heldigvis er positive og venlige, stiger antallet af indrapporterede chikanesager. Og sagernes grad af grovhed er stigende, beretter Circle K.
Derfor lancerer Circle K fra den 25. januar 2023 en anti-chikanekampagne i form af en kundevendt oplysningskampagne og skiltning i alle butikker.
Kampagnen skal sætte fokus på at holde den gode tone og respektere medarbejderne i butikken.
Helt urimeligt
”Det er helt urimeligt, at man skal mødes med chikane og trusler på sit arbejde. Der eksisterer en usund kultur, hvor nogle få kunder tror, at de kan tillade sig hvad som helst. Det rammer desværre vores medarbejdere”, siger HR-direktør Thomas Galsgaard Larsen fra Circle K Danmark.