Syrebomber: Tre børn afhørt
Tre mindreårige er afhørt efter fund på skole
Politiet har identificeret og afhørt tre mindreårige personer i forbindelse med fundet af syrebomber på Rørkjær Skole Urban i Esbjerg.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste har været på stedet for at håndtere resterne af de sprængte syrebomber. Her fandt man yderligere to bomber, der ikke var sprængte.
- Efterforskningen har indtil videre resulteret i, at tre mindreårige personer er identificeret og afhørt til sagen under tilstedeværelse af værger og de sociale myndigheder, oplyser politiet.
Været berørt
I forbindelse med indsatsen har området omkring skolen været berørt, og det samme har i høj grad elever og forældre. Derfor kommer Den Mobile Politistation ud til skolen onsdag, hvor både elever og borgere kan henvende sig, få en snak og stille spørgsmål.