Svoger brutalt dræbt
Retten i Odense idømmer 30-årig mand 11 års fængsel for knivdrab begået i Munkebo den 11. august 2020
Retten i Odense har tirsdag idømt 30-årige Phanuphong Towhuadchai 11 års fængsel for et knivdrab begået i Munkebo den 11. august 2020.
Den dræbte var bror til en kvinde, som Towhuadchai var kærester med på det tidspunkt.
Og forholdet til kvinden er efter alt at dømme årsagen til, at de to mænd endte i konflikt.
Gennem flere år udsatte Phanuphong Towhuadchai sin samlever for både fysisk og psykisk vold. Også det er han dømt for.
Truede søn på Snapchat
Og fire dage før det drabelige opgør truede den nu drabsdømte mand drabsofferets søn via Snapchat.
Udgangspunktet i drabssager er en straf på 12 års fængsel.
Men retten vurderede, at der både var formildende og skærpende omstændigheder i sagen, så den efter en samlet vurdering landede på 11 års fængsel.
- Retten har anset det som en formildende omstændighed, at den afdøde selv har opsøgt den tiltalte, fortæller anklager Ann-Sophie Serring fra Fyns Politi.
At han er dømt for vold og psykisk vold mod ekskæresten har derimod talt for en højere straf, men det samlede resultat er altså en straf på 11 års fængsel.
Endte i slagsmål
Drabsofferet og den i dag 30-årige drabsmand endte i et slagsmål den 11. august i fjor.
Det skete på hjørnet af Lindøalléen og Nørregade i Munkebo på Fyn.
Formentlig var det drabsmandens behandling af drabsofferets søster og truslerne mod hans søn, som fik offeret til at opsøge Phanuphong Towhuadchai.
Døde af blodtab
Opgøret mellem de to endte med, at den 28-årige blev stukket med en kniv i mave- og hofteregionen flere gange.
Han døde på grund af blodtabet.
Ud over fængselsstraffen er den 30-årige også blevet dømt til udvisning af Danmark og må ikke vende tilbage igen.
Udvisningen træder i kraft, når fængselsstraffen er afsonet.
Den 30-årig valgte at anke dommen til Østre Landsret.