Svæver mellem liv og død efter arbejdsulykke
En lastbil væltede liften, han stod på
En 44-årig mand er i kritisk tilstand efter en arbejdsulykke.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Onsdag kl. 09.10 skete der en alvorlig arbejdsulykke hos en virksomhed i Randers SV.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at en 44-årig mand havde stået på en lift og arbejdet i cirka fem meters højde.
Samtidig var en lastbil i færd med at aflæsse nogle græsfrø, og i den forbindelse bakkede føreren af lastbilen en smule, hvorved han ramte liften, så den væltede, og den 44-årige mand faldt til jorden.
Arbejdstilsynet tilkaldt
Den 44-årige mand pådrog sig i den forbindelse alvorlige skader og blev kørt til behandling på sygehuset, hvorfra hans tilstand bestegnes som stabil, men kritisk.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet og har foretaget en række undersøgelser, der skal afdække de nærmere omstændigheder ved ulykken.