Stukket i halsen på åben gade

En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet for knivstikkeri på en markedsplads i Herning

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Herning har varetægtsfængslet en 34-årig mand i fire uger.

Manden er blandt andet sigtet for drabsforsøg.

Det skriver Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Sagen omhandler blandt andet et drabsforsøg, men også et tilfælde af kvalificeret vold begået tirsdag, skriver politiet på Twitter.

En 31-årig mand blev torsdag meldt som værende i overhængende livsfare, efter at han om formiddagen var blevet overfaldet med kniv.

Stukket i ansigt og hals

Gerningsmanden havde stukket ham både i ansigtet og i halsen, hvorfor han måtte bringes til sygehuset og hurtigt opereres.

Det blev torsdag eftermiddag oplyst, at manden var uden for livsfare.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 11.00 på Markedspladsen i Herning.

De mange vidner til det voldsomme knivstikkeri kunne fortælle politiet, at gerningsmanden var flygtet på en mørk scooter.

Kort tid efter blev den 34-årige mand anholdt på sin bopæl og sigtet for drabsforsøg.

- Der er tale om et meget voldsomt knivstik mod den forurettedes hals, som vi umiddelbart betegner som et drabsforsøg, udtaler Mogens Poort, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse efter anholdelsen.

- Vi kender fortsat ikke til motivet for knivstikkeriet, men nu skal efterforskningen forsøge at få kortlagt, hvilken uoverensstemmelse der kan have har ført til episoden.

Powered by Labrador CMS