Studenterhue fundet ved sø
Bekræfter tragisk formodning
En studenterhue blev søndag fundet ved Nørresø i Viborg.
Det skriver tvmidtvest.dk.
Nørresø har siden natten til lørdag været genstand for en omfattende eftersøgning.
En 20-årig netop udsprunget mandlig student var natten til lørdag ude at sejle i kajak på søen med to kammerater.
Men den 20-årige kom aldrig i land efter kajakturen.
Formodes omkommet
Søndag slog Midt- og Vestjyllands Politi fast, at man formoder, at den 20-årige er omkommet, og at man nu leder efter en død person i søen.
Alle lystsejlere og andre blev søndag opfordret til at blive væk fra Nørresø.
Det skyldtes, at politiet ville søge i søen med specialtrænede ligsøgningshunde, der kan få færten af et dødt menneske under vandet.
Hvis man så kender strøm og vejrforhold kan hundens markering give et godt udgangspunkt for, hvilket område af søen, man skal afsøge.
Havde byttet hue med pige
Studenterhuen, der blev fundet søndag, havde den savnede 20-årige på, da de sejlede ud på søen.
Den tilhørte en pige, som han havde byttet hue med.
Eftersøgningen af den 20-årige fortsætter mandag.