Storm lukker testcentre

De lukker fra lørdag klokken 15

Offentliggjort Sidst opdateret

Storm lukker københavnske testtelte fra lørdag eftermiddag

Copenhagen Medicials lukker sine testtelte i og omkring København fra lørdag klokken 15 og hele søndagen.

Stormen Malik, der rammer Danmark i weekenden, får konsekvenser for københavnernes mulighed for at blive testet for covid-19.

Copenhagen Medicials lukker fra lørdag klokken 15 og hele søndag sine test- og vaccinecentre i og omkring København. 

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Skal sikres

Der er tale om teltene i Fælledparken, på Frue Plads, ved Frederiksberg Centret og i Gentofte, der sikres med beton og surring.

- Det sker af sikkerhedsmæssige årsager for de borgere, der skal testes og vaccineres og for vores medarbejdere, siger pressechef Trine Baadsgaard i meddelelsen.

Har man bestilt til at blive vaccineret i Fælledparken, bliver tiden aflyst. I stedet kan man booke en ny i næste uge.

Centrene ventes at genåbne som normalt mandag morgen, hvis vejret tillader det, oplyses det.

I mellemtiden henviser selskabet til sine øvrige testcentre under tag. Det er på Amager, Frederiksberg og andre steder. Her er det sat ekstra personale ind.

Den ventede storm har også fået DSB til at ændre sine køreplaner.

Læs mere HER.

Torsdag var det et testcenter i Silkeborg, der måtte afvise de ventende i køen. Også på grund af blæsten.

"Vi bliver desværre nødt til at lukke det store testtelt af resten af dagen i Testcenter Silkeborg på grund af den kraftige vind i dag", skrev Regionshospitalet Silkeborg på sin Facebook-side.

Vindstød af orkanstyrke

Stormen 'Malik' kommer til at ramme hele landet - og der er steder i Danmark, hvor der kan komme vindstød af orkanstyrke.

Det er et kraftigt østgående lavtryk, der lørdag tager en bane nord om Danmark. På sydsiden af dette lavtryk bliver det meget blæsende først fra vest og senere fra nordvest.

Powered by Labrador CMS