Gård går op i flammer
Brandvæsenet fortæller, at halvdelen ikke står til at redde.
En voldsom brand hærgede tidligt onsdag morgen dele af en gård på Tømmerupvej i Mørkøv.
Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Newsbreak.dk.
Politi og brandvæsen fik alarmen klokken 05.48.
– Da vi kom frem kunne vi konstatere, at der ingen personer var på gården, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
Klokken cirka 6.30 kunne brandvæsenet meddele, at branden var under kontrol, og at man har påbegyndt efterslukning på stedet.
Om det er i beboelsesdelen eller en af gårdens andre bygninger, vides på nuværende tidspunkt ikke.
Brandvæsenet har meddelt, at man redder ‘den sidste halvdel’ af gården.
– Det ser ikke umiddelbart ud til, der er dyr til stede, siger Martin Bjerregaard.
Ingen kontakt med beboerne
I skrivende stund vides dog ikke, hvor ejendommens beboere er, og det er for tidligt at sige noget om årsagen til branden.
– Vi vil gerne i kontakt med ejerne. De er sikkert dem, der har været der sidste inden branden og kan give os et fingerpeg, siger Martin Bjerregaard, der med det mener fingerpeg om brandårsagen, der indtil videre er ukendt.
Ifølge kommunikationsrådgiveren har politikredsen de sidste dage været ude til flere brande. Det tilskriver han den begyndende, kolde periode.
21. september døde en 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn i en brand, der opstod i et køkken – også i Mørkøv.