Stor politiaktion ved Øresundsbroen
En svensk politiindsats ved Øresundsbroen involverer myndigheder flere steder i Sverige, skriver Aftonbladet
Svensk politi har onsdag lavet kontroller ved Øresundsbroen i forbindelse med en politiindsats.
Det skriver det svenske medie Aftonbladet.
Politiet i Sverige vil ikke fortælle, hvad indsatsen konkret handler om, men oplyser, at der er en fælles indsats fra myndighederne.
Fåmælt
- Det er en fælles indsats fra myndigheder flere steder i landet, men jeg kan ikke gå i detaljer, siger Katarina Rusin, der er talsperson for politiet, ifølge Aftonbladet.
Politiet vil ikke svare på, hvilke andre instanser der er involveret i politiindsatsen.
Men det svenske toldvæsen, Tullverket, bekræfter over for Aftonbladet, at myndigheden er involveret i sagen.
- Det er rigtigt, at vi er en del af en aktion ledet af politiet. Jeg henviser alle spørgsmål til dem, siger talsmand i Tullverket, Martin Höglund, til Aftonbladet.
Kø mod Danmark
Indsatsen har ført til kø ved betalingsanlæggene i retning mod Danmark.
Svensk politi understreger, at der ikke er nogen fare for offentligheden.
- Vi vil kunne frigive mere information om operationen i senere, siger Katarina Rusin.
Onsdag eftermiddag er ventetiden tre minutter ved betalingsanlæggene i retning mod Danmark. Det fremgår af Øresundsbroens hjemmeside.
Øresundsbroen er en broforbindelse mellem Danmark og Sverige. Den blev indviet 1. juli 2000.