Stor politiaktion: Seks personer anholdt
Søndag har politiet anholdt seks personer for frihedsberøvelse af en mand. Han er alvorligt kvæstet
Politiet har søndag eftermiddag og aften anholdt seks personer for afpresning og frihedsberøvelse af en mand.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.
Lidt over klokken 23 lørdag aften modtog politiet en anmeldelse om, at bevæbnede mænd havde frihedsberøvet en mand, som er i 20'erne.
Mændene havde kørt ham væk i en bil.
Det førte til en omfattende eftersøgningsaktion, som varede frem til søndag aften og foregik i flere områder på Sydsjælland.
Eftersøgningen foregik i et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Fundet alvorligt kvæstet
Omkring klokken 16 blev den frihedsberøvede mand fundet på en adresse i Glumsø.
Han var alvorligt kvæstet.
- Det var en stor lettelse, da vi efter et stort fælles politiarbejde og mange meget intense timer fik lokaliseret og befriet den frihedsberøvede mand, udtaler vicepolitiinspektør Rikke Thestrup hos Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.
I forbindelse med fundet blev to mistænkte i sagen anholdt.
Cirka tre timer inden blev to andre mistænkte anholdt i Næstved.
Omkring klokken 19 anholdte politiet to mistænkte i Haslev og Tappernøje.
Frihedsberøvelse og grov vold
De anholdte er mellem 29 år og 60 år.
De er foreløbigt sigtet for frihedsberøvelse og grov vold.
Derudover er de sigtet for at forsøge at afpresse den forurettedes familie for et større pengebeløb.
De ventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup mandag.