Stor aktion: Politiet melder ud
Politi afspærrede Jernbanegade i København i et par timer fredag aften for at efterforske en voldtægt
En mand i midten af 20'erne er blevet anholdt i forbindelse med en voldtægt på Jernbanegade i København fredag aften.
Det fortæller central efterforskningsleder Jens Skovbjerg ved Københavns Politi natten til lørdag.
- En kvinde har været udsat for voldtægt, og vi har her til aften også anholdt en mistænkt, siger Jens Skovbjerg.
Ifølge efterforskningslederen fandt voldtægten sted på gaden.
Politiet kan ikke give nærmere detaljer omkring omstændighederne.
Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om den forurettede og anholdte kendte hinanden.
Afspærrede gaden
Politiet afspærrede Jernbanegade omkring Dagmar Biografen i et par timer, mens de tekniske undersøgelser stod på.
Gaden er igen åben natten til lørdag, og undersøgelserne er afsluttet.
Politiet er natten til lørdag i gang med at afklare, hvorvidt den anholdte skal stilles for en dommer lørdag med henblik på varetægtsfængsling.
- Der skal laves en personundersøgelse og foretages afhøringer, siger Jens Skovbjerg om politiets videre arbejde i sagen.
Anmeldelsen om voldtægten blev modtaget hos politiet klokken 21.18.